Velkommen til Pernilles Daily

En tanke, der kører rundt i mit hoved, som jeg bare må dele. En god opskrift – eller et indretningstip, som jeg forestiller mig, at du ikke kan leve uden. Der er ikke rigtig nogen rød tråd i det, jeg vil formidle til dig via min blog- men jeg håber, at du kan lide at følge med. 

Hvis ikke vi har stødt på hinanden tidligere, får du lige et par kolde facts til at starte med. Jeg hedder Pernille Rahbek. Jeg er 38 år. Jeg bor midt i København, sammen med mine to henrivende damer, Ingrid på 11 år og Astrid på 9 år.

Jeg har en broget karriere bag mig. Jeg har både lavet tv, radio, udgivet 2 bøger – der er flere på vej. Så jeg har altid some how arbejdet med formidling. I de sidste efterhånden mange år har jeg arbejdet med branding og kommunikation for en række afsindigt spændende kunder. Sagt på dansk: jeg laver små lækre film, som mine kunder bruger til at markedsføre sig online og på sociale medier.

Jeg har prøvet at have en håndfuld ansatte, ansvar og stort kontor – men i dag nyder jeg at være “one woman production” – så når jeg laver mine film, så er det mig, der filmer, redigerer og laver lys og lyd. Men jeg står også for alt det andet: strategien bag, styling, journalistisk – men også det skøre runner arbejde. Du skal derfor ikke undre dig, hvis du ser mig slæbe paller på Strøget – eller opdager mig male en husmur. Det er mit vanvittige behov for frihed – og at bestemme – der gør at jeg trives bedst med at gøre alt selv. I mit eget tempo. Hvilket oftest er 240 km i timen.

Masser af cool – og nemme – how-to’s

Hvad end du lige nu funderer over, hvilke stiletter, du egentlig bør investere i, hvordan du finder vinterfrakken, der passer til din figur, hvordan du i en håndevending tilbereder en imponerende dessert, overvejer at give dig i kast med nemme DIY-projekter, som du kan fifle med derhjemme, eller du slet og ret mangler inspiration på mode-, beauty- og mad-fronten, kan du være sikker på at blive video-forkælet.

Filmene, vi viser, er inspirerende og korte how to-guides og vil fungere som dit personlige opslagsværk. Video-kartoteket vil rumme både sæsonbestemte indslag (for eksempel hvilken kjole eller skjorte, du bør iføre dig nytårsaften, eller en guide til, hvilke modemæssige tendenser, du trygt kan investere i), men i særdeleshed også indslag, der ikke er bundet op på tid og tendenser, for eksempel en all time favorite-guide til at smække en lækker kæreste-middag sammen.

Om grundlægger Pernille Rahbek

I Pernille Rahbeks efterhånden snart 18-årige færden i mediebranchen, har hun primært beskæftiget sig med tre forskellige hovedområder: tv, magasin-produktion og PR. Pernille har blandt andet været med til at grundlægge et modemagasin og ikke mindst har hun etableret og drevet et prisvindende PR-bureau. Med Pernille Rahbeks solide baggrund indenfor journalistik, tv, samt de mange år som rådgiver indenfor PR, branding og strategi, har det været helt indlysende at starte et produktionsselskab, der favner netop alle tre elementer. Velkommen til MAGNETTV.DK

1239424_10151827251273490_561911153_n

Follow me on Instagram
Load More
Something is wrong. Response takes too long or there is JS error. Press Ctrl+Shift+J or Cmd+Shift+J on a Mac.